Alting bliver sat i perspektiv, når tragiske hændelser sker. Da min veninde ringede forleden for at fortælle, at hendes mand netop var død, blev jeg mindet om, hvor skrøbeligt livet er.
Livet i ventesalen …
Jeg ved ikke, om du kan genkende det, men jeg oplever, at en del mennesker af og til opholder sig i en slags “ventesal”. Prøv at lægge mærke til, hvor ofte andre eller du selv siger: “Lige om lidt” eller “Jeg skal bare lige have dét her overstået, så …”
Det er ikke et problem i sig selv, at noget skubbes til senere. Omvendt kan det have afgørende betydning for ens livskvalitet og trivsel, hvis det meste af livet leves i “ventesalen”. Særligt hvis dét, der har størst betydning, må vente, fordi projekter, pligter eller andres behov sætter dagsordenen.
Lev livet, mens du har det
Helt uden forvarsel og i en alt for ung alder mistede min veninde sin mand. Jeg er sikker på, at kunne han tale lige nu, så ville han sige til os: “Lev livet, mens du har det”. Havde han vidst på forhånd, at hans sidste time var kommet, er jeg overbevist om, at han ville have levet sit liv anderledes.
Livet er skrøbeligt og kan forandre sig med ét. Derfor er det vigtigt, at vi lever det. Nyder det. Fylder tiden med det, der skaber størst værdi. Før det er for sent…
Allerede lige nu, fra i dag, kan du beslutte at:
- Bruge mest tid sammen med de mennesker, du elsker
- Prioritere det, der giver dig størst glæde og velvære
- Vælge det fra, der i det store livsbillede ikke har betydning
- Ville have noget ud af livet, hver eneste dag
- Være taknemmelig for det, du er glad for
- Tage ansvar for dig og dit liv
Hvad er det første skridt du tager, for at komme tættere det, der er vigtigst? Hvad vælger du til? Hvad vælger du fra?
Lev livet, mens du har det!