Mental træning er vejen frem.
Mange af de unge mennesker, jeg møder, føler sig ”fanget” i følelsesmæssig smerte og handlingslammelse. Når jeg undersøger, hvad der fylder for dem, viser det sig, at de tumler med tidskrævende og energislugende tankemylder, der kvæler deres tro, håb og proaktivitet.
Min hjælp til dem er i første omgang at gøre det klart, at de er helt normale. Ikke sjældent hører jeg lettelsens suk, når jeg fortæller, at alle mennesker har mange tanker, og at der som sådan ikke er noget galt i det.
Den nytteløse, cirkulære tankeproces skaber et problem!
Jeg får dem til at indse, hvor vigtigt det er, at de tager ansvar for at håndtere deres bekymringer og selvkritiske, negative tanker. Frem for “bare” at lade sig rive med. Lade sig forføre – ukritisk.
Lige ind i en cirkulær tankeproces, der kan stå på i timevis, dagevis eller månedsvis. En nytteløs, cirkulær tankeproces, der på et splitsekund sætter sine spor fysisk, psykisk og kognitivt.
Ikke få unge har bevidst/ubevidst den overbevisning, at tankerne har deres eget liv. Når de popper op, så er det tankerne, der styrer én – og ikke omvendt. Den overbevisning gør alt andet lige, at de unge får en lidt laissez-faire attitude. ”Når tankerne har kontrollen, så kan jeg jo ikke gøre noget”.
”Jo, du kan”! Jeg forklarer dem, at der en sammenhæng mellem den måde, vi håndterer vores tanker, og den tilstand vi har/skaber.
Bevidsthed er afgørende
Helt nyt er det for mange unge, at vi kan lære ikke at lade os rive med af de tanker, der påvirker os negativt. Første skridt i den proces er at få bevidsthed.
Jeg hjælper dem til at identificere de kritiske tanker, der kick-starter centrifugen af grublerier og bekymringer a la ”hvad nu hvis…..”
Dernæst får de en række redskaber, der hjælper dem til at afkoble opmærksomheden fra ”trigger-tanken”. De lærer med andre ord at lade tanken være. De lærer at flytte deres indadvendte fokus ud ad. Ud i verden. Der hvor livet leves.
Effekten af mental træning
De unge, jeg har arbejdet/arbejder med, er afsindigt hurtige til at tilegne sig ny viden og bruge nye redskaber. Rigtigt mange af dem mærker, i løbet af forbavsende kort tid, effekten af mental træning – læs mere
Når de unge afslutter et forløb hos mig, sikrer jeg mig, at de:
– Forstår, at der kommer de tanker, der kommer
– Kan afkoble opmærksomheden og lade kritiske tanker, der påvirker tilstanden negativt, være i fred
– Kan flytte fokus
– Forstår, at tiden er en faktor. Jo længere tid, vi grubler/bekymrer os, jo værre får vi det
– Kan reducere tiden med grublerier og bekymringer
– Har et nyt sæt overbevisninger omkring egen tænkning fx ”Jeg har kontrol over, hvordan jeg håndterer mine egne tanker”
Med ovenstående i bagagen er de unge fulde af håb, mod og tillid til sig selv og fremtiden. Jeg ser, at de proaktivt sætter sig mål og begynder at handle i overensstemmelse med egne værdier og kompetencer.
Det er en sand fornøjelse at være tur-guide på de unges rejse.
TAK for tilliden!