Tiden var inde til at have fokus på mental sundhed og stresshåndtering. Stresssymptomerne var mange, og Lise havde det bare ikke godt. Hendes arbejdsplads tilbød et stresscoachingforløb, da Lise selv havde erkendt, at hun måtte have hjælp til at stikke en kæp i ”hamsterhjulet”.
Da Lise startede hos mig, mærkede hun, at kroppen var i konstant ”alarmberedskab”. Samtidig følte hun, at hun ikke rigtigt slog til nogen steder. Hverken som mor, kæreste eller i jobbet som leder. Hun var faktisk begyndt at tvivle på sig selv. Tvivle på, om hun magtede jobbet. Og det var nyt for Lise!
Normalt anså hun sig selv som en engageret leder. Med det job fulgte mange timer, hvilket hun altid tidligere havde haft det fint med. Af forskellige årsager var arbejdet begyndt at tære på Lise. Selvom hun forsøgte at arbejde mindre, fyldte arbejdet alligevel mere og mere.
Tanke-håndtering
Tidligt i forløbet indså Lise, at det ikke var antallet af mange timer på arbejdspladsen, der udgjorde den største trussel mod hendes overskud. Det største problem var den måde, Lise håndterede sine tanker – både på og udenfor arbejdspladsen – om alt det, der foregik.
Hendes stresssymptomer var der, fordi hun brugte mentalt krudt på alt dét, hun ikke kunne styre på jobbet og på forestillinger om fremtidige ”katastrofer”. Lise følte, at hendes hoved var på arbejde konstant – selv når hun og familien hyggede med fredagsslik og pizza.
Dét at Lise var på mentalt over-arbejde – at hun bekymrede sig konstant – gjorde noget ved hendes tilstand. Og det var en kæmpe aha-oplevelse, da hun blev bevidst om, at hun fremover kunne tage kontrol over sin egen opmærksomhed – læs mere
Vejen til mental sundhed og work-life-balance
De konkrete værktøjer, Lise fik, hjalp hende til at vælge om hun ville give opmærksomhed til sine bekymringer om arbejdet, og hvor lang tid hun ville bruge. Med andre ord fandt Lise en ”sluk”-knap, hun ikke anede eksisterede. Det betød, at hun kunne være på arbejde mentalt, når hun ønskede det, men hun kunne også lade være. Det valgte hun selv.
Lise oplevede, at hun fik kontrollen tilbage. De simple værktøjer blev en helt naturlig del af hendes hverdag, og i takt med det fik Lise det bedre. Stresssymptomerne fortog sig. Søvnen blev bedre, og overskuddet større.
Udover at tilegne sig viden om tanker og tankeprocesser, fik Lise også stor indsigt i sig selv – sine livsværdier og styrker. Hun justerede sin work-life-balance, så den matchede de ønsker, hun havde som kæreste, veninde, mor og leder. Og hun fandt løsninger og traf nogle valg omkring sin arbejdssituation.
I dag er Lise overbevist om, at hun har evnerne til at møde enhver situation med ro og overskud. Hun tror på, at hun selv vælger, hvordan hun forholder sig til forskellige situationer mentalt, og at det er afgørende for hendes trivsel og tro på sig selv.
Fortællingen handler om ”Lise” (anonymiseret), leder i finansbranchen.
Hun gik i stresscoaching forløb hos Coachingzonen i 2018/2019.
Hun havde i alt 10 samtaler.