Hopper du ombord i trigger-tanker, selvom du har erfaret, at det påvirker din tilstand?
Tanker er som tog!
Det kan være en stor hjælp at betragte tanker som tog, der kører ind og ud af banegården, hver dag, i en lind strøm. Du har ikke fjernbetjeningen. Det sker automatisk.
Nogen tog kører til destinationer, hvor det er rart at opholde sig. Andre kører steder hen, hvor det er ubehageligt at slå lejr. Du vælger selv, om du bliver på perronen og lader tog passere, eller du hoppe ombord.
Det er ikke et problem, at der dukker tog op, du ikke skal med. De forsvinder igen. Helt af sig selv.
Når du står på togperronen i din hjemby, gætter jeg på, at du plejer at hoppe ombord i tog, der fører dig et godt sted hen? Og at du lader de andre tog passere? Jeg gætter på, at du ville ønske, at du også kunne lade de trigger-tanker passere, der giver ubehag.
Fra trigger-tanke til tankespind
En trigger-tanke er den første tanke, der dukker op. Lader du dig forføre, kan den føre til en tanke-række. Tankespind, der kører i ring, uden at du komme nogen vegne. Det er intet problem, når tanken er “neutral”.
Bevidsthed er nøgleordet
Forudsætningen for, at du kan træffe valg om at lade dine tanker være, er en bevidsthed om:
- Hvad der foregår i dit sind
- Hvilken slags tanke, der er poppet op – bekymring, forestilling, katastrofescenarie, selvevaluering o.lign – læs mere
- Hvilke tanker, der er neutrale eller rare at forholde sig til
- Hvilke tanker, der holder stress, frygt, angst ved lige, fordi du giver dem opmærksomhed
Hopper du ombord i dine trigger-tanker?
Vær gerne opmærksom på dét, der optager dig. Dét, der fylder. Dét, du giver opmærksomhed til. Hvad er det? Er du optaget af:
- Indre selvkritisk dialog, der går ud over din selvfølelse, selvværd og tro på dig selv
- Forestillinger om noget, der sker i fremtiden
- Katastrofescenarier
- Bekymringer om noget, du ikke har indflydelse på
- Neutrale tanker om f.eks. dagens planer, indkøb på vej hjem, vasketøj, fødselsdagen i morgen, vejret, ferien næste år
Hvorfor er det en god idé at lade kritiske trigger-tanker passere?
Det er en god idé ikke at hoppe ombord. For er du allerede på tanke-toget, ruller det… Det bliver længere og længere. Og tungere og tungere. Det sætter sine spor – mentalt, fysisk og følelsesmæssigt. I løbet at ganske få minutter.
Naturligvis kan du hoppe af, når du opdager, at du er på afveje. Men hvorfor overhovedet hoppe på i første omgang, hvis du allerede har erfaret, at særligt udvalgte trigger-tanker efterlader dig i en dårlig tilstand?
Du har et valg
Ligesom du selv vælger, om du hopper ombord i toget på banegården, kan du nu vælge, om du fremover hopper ombord i ét trigger-tanke-tog. Når du skal beslutte dig, kan du evt. forholde dig til et par spørgsmål, der kan gøre det lettere at vælge at lade det passere:
- Hvilken tanke er poppet op?
- Hvor meget tid og energi har jeg indtil nu brugt på tanken?
- Hvad har det gjort ved mig?
- Hvad har jeg fået ud af det?
- Får noget ud af at bruge endnu mere tid på tanken?
Sidder du fast i toget?
Giver det mening at forholde dig anderledes til dine tanker, men synes du, at det er vanskeligt at skabe en ny vane, der kan hjælpe dig i mental balance, så hjælper jeg dig gerne på vej – og lærer dig, hvordan du stiller dig på perronen og lader toget passere ud i det blå… Helt af sig selv.